Jeppe Kjær Vejrum har altid nægtet at lade sit synshandicap definere ham. Men da en komplikation under en operation gør ham blind, har han kun håb at klynge sig til. Det her er historien om Jeppe og hans kamp for at vende tilbage til normalen.  

Af Christoffer Grysbæk og Mikkel Juulsgaard 

Jeppe sidder på sygehuset med en klap på det, der normalt er hans gode øje. Nu er der helt mørkt. Hvad var det lige, der gik galt under operationen i går? Lægen smører gel på øjenlåget og scanner det på samme måde som en gravid mave. Det var begyndt at bløde, da de skulle fjerne det gamle dræn i øjet. Det er fyldt med blod, og det er meget alvorligt. Jeppe bider mærke i ordet patientskadeerstatning. Det kan ikke være godt, hvis det allerede kommer på tale dagen efter. Lægen forklarer, at der formentlig vil være et synstab, men han kan ikke sige så meget mere. Jeppe frygter, at han aldrig får synet igen, men han spørger ikke… 

* 

Jeppe er født med grøn stær. Sygdommen har gjort ham blind på det ene øje og efterladt ham med 10 procents syn på det andet øje. Men for ham svarer det til 100 procent. 

Jeppe blev altid rasende, når bussen kom. Det betød nemlig, at han skulle af sted på kursus sammen med andre børn med synshandicap. Det fik ham til at føle sig anderledes end klassekammeraterne, som ikke skulle på sådan nogle kurser. Og så syntes han, at de andre børn på kurset blev pakket ind i vat. Det blev Jeppe aldrig.  Da han skulle lære at cykle, væltede han vist nok flere gange end andre børn. Men til sidst lærte han det. 

Og sådan blev Jeppe opdraget hjemme på gården lidt udenfor Jelling. Der er aldrig noget, som har været synd for ham. Selvom han har et synshandikap, så har han lært, at det blot er et vilkår. Et vilkår som til tider gør livet lidt mere besværligt, men aldrig skulle holde ham tilbage. 

I skolen fik Jeppe forstørret tavlen og bøgerne, som han ikke kunne se uden hjælpemidler. Hans klassekammerater syntes måske, det var lidt sjovt med apparaterne på hans bord, men de tænkte ikke mere over det. Knap så sjovt var det til fodbold i frikvarteret, når han gav en modstander et skrald over skinnebenet. Det gjorde mere ondt på dem, end det gjorde på ham.  

Jeppe klarede sig godt i folkeskolen. Det gjorde han også i gymnasietiden, som også bød på øl og bold på Vejle Stadion. I sine sabbatår tjente han penge hos en slagter, så han kunne rejse til USA i to måneder og køre op og ned ad kysterne med to kammerater. 

Og sidenhen flyttede Jeppe til Aarhus for at læse på BSS. Han fandt dog ud af, at han ville noget med mennesker. Derfor valgte han at blive socialrådgiver, som i dag har givet ham et arbejde på et jobcenter. Her hjælper han flygtninge, som lige er kommet til landet. Det var i øvrigt også her, han mødte sin kæreste, Juliane. 

* 

I sit 30 år lange liv er Jeppe blevet opereret mange gange i sit venstre øje. Mindst tyve gange, vil han tro. Lige inden rejsen til USA, fik han opereret et dræn ind i øjet, der skulle lette trykket og bevare hans syn. Sådan et dræn holder cirka 10 år, så i januar blev han enig med sin læge om, at der skulle lægges et nyt. Dengang for 10 år siden var han ovenpå dagen efter operationen. 

Jeppe var godt klar over, at der var en større risiko forbundet med indgrebet anden gang. Lægen sagde, at han selv ville få lavet operationen, hvis han var i Jeppes sko. Og Jeppe var reelt heller aldrig i tvivl. For hvis han ikke fik operationen, så var det næsten sikkert, at han ville blive blind med tiden. Selvom risikoen var der, så var det en kalkuleret risiko. Måske pest eller helt sikkert kolera. 

Og den 19.februar var det så tid. Som så mange gange før blev Jeppe lagt i fuld narkose. En time efter operationen vågnede Jeppe med klap på øjet og et glas saftevand ved siden af sig. Lægen kom ind på Jeppes stue og fortalte, at der havde været nogle komplikationer med operationen. Men Jeppe skulle bare tage hjem og få noget ro og komme ind til et rutinetjek dagen efter. Sammen med sine forældre kørte Jeppe tilbage til lejligheden på Frederiksbjerg. 

* 

… På sygehuset sidder Jeppe og tygger på det, lægen fortæller ham. Han er da ligeglad med patientskadeerstatning. Han tænker bare på, om han får synet igen. Men det fortæller lægen intet om.   

Der er liv i det højre øje. Ikke meget, men nok til at fornemme lys, når det tændes og slukkes. Dog går livet ud af det højre øje efter et par dage. Nethinden er faldet ned, hvilket betyder, at Jeppe nu er helt blind. Det er ikke mørkt, det er bare ingenting. Derfor er en anden operation nødvendig.  

Fem dage efter den første operation har Jeppe fået en ny tid på hospitalet. Denne gang for at reparere skaderne. Hans søster, Mia, henter ham og Juliane. Han har en tid klokken 8.30, men der går to og en halv time, før han kommer ind. Nervøsiteten breder sig.  

På forhånd har de fået at vide, at operationen vil tage 25 minutter, men den ender med at tage flere timer. Det tager længere tid at tømme øjet for blod, end man først regnede med. Nethinden sættes fast, og øjet fyldes med silikone-olie for at holde det hele på plads.  

Operationen er vellykket. Men det samme spørgsmål fylder i Jeppe. For der er stadig ingen, der kan sige, hvordan Jeppes syn bliver. Eller om det overhovedet kommer tilbage.  

Livet er tilbage i øjet. Men det er ikke som før. Langt fra. Samme aften står Jeppe hjemme på badeværelset på Frederiksbjerg med hånden på stikkontakten. Lys. Ikke lys. Lys. Ikke lys. Det er en sjov fornemmelse. Han kan godt ane lyset, men det virker ikke ægte. Et falsk elektrisk lys med pletter omkring. Naboerne må tænke, at han er blevet sindssyg. 

Planen er egentlig, at Juliane skal flytte ind nogle måneder efter operationen. Men omstændighederne gør, at hun flytter ind med det samme. Det er ikke noget, de aftaler eller snakker om, og hendes ting bliver stadig i hendes egen lejlighed. Men det giver mest mening, at det er hende, der hjælper ham. Alternativerne er ikke noget, Jeppe er interesseret i. Tanken om hjemmehjælp føles nedværdigende. Det er for upraktisk at flytte hjem til forældrene. Jeppe er glad for, at han selv kan gå i bad og på toilet. Men resten har han brug for Julianes hjælp til. Det er små ting som at putte tandpasta på tandbørsten. Jeppes behov for hjælp tager hårdt på dem begge. Selvom det er en solid ryste-sammen-tur, går det udover hans stolthed. For han føler sig afhængig af Julianes hjælp. 

Det er meget vigtigt, at øjet bliver holdt i ro. Derfor er Jeppe nødsaget til at tilbringe mange uger i sin sorte hjørnesofa. Han har svært ved at skelne mellem dagene, der flyder sammen for hver dag der går. Han står op og lægger sig ind på sofaen. Derefter bruger han det meste af dagen på at lytte til podcast. Først alle afsnit af “Tyran” fra ende til anden. Derefter alle afsnit af “Bakspejl” fra ende til anden. Når Juliane tager af sted på arbejde, starter hun podcasten på for ham. Han kan ikke se sin telefon og kan derfor ikke selv vælge, hvilke afsnit han vil høre. Han kan kun selv sætte det på pause på sine høretelefoner. 

Jeppe kan ikke se, hvad klokken er, og det er ved at gøre ham sindssyg. Blodet fylder hans øje som mørklægningsgardiner, og intet lys trænger igennem. Er det nat eller dag? Selvom han ingenting skal nå, er det pludselig vigtigere for ham end nogensinde at kende klokken. Da en synskonsulent kommer på besøg, får han et ur. Ikke et almindeligt ur, der viser tiden. Uret er en klods med en knap og en stemme fortæller, hvad klokken er, når man trykker på den. Nu er Jeppe fri for konstant at spørge Juliane, hvad klokken så nu er. Synskonsulenten giver ham også en blindestok. Den er han ikke klar til at bruge, så han lægger den i vindueskarmen. Der ligger den i lang tid. 

Når venner og bekendte skriver, hvordan det går, svarer Jeppe, at det går OK. Eller det er Juliane, der sender beskederne. Og det går da også OK, udover at han ikke kan se noget og keder sig helt hjernedødt meget. Så længe Jeppe ikke tænker for meget over konsekvenserne, hvis han ikke får synet igen, så er det til at holde ud. Han vil hellere vente til, at der er et færdigt resultat og tage den derfra. Nogle gange kan han bare ikke presse de triste tanker væk længere. En dag hører Jeppe, at Juliane græder. Han ved ikke, om hun har grædt flere gange, uden han har bemærket det. Jeppe plejer ikke at græde. Sidste gang var til en begravelse for en del år siden. Nu kan han ikke holde tårerne tilbage længere. Julianes gråd konfronterer ham med den kendsgerning, at det også går ud over andre end ham selv. Deres fælles fremtidsplaner bliver sat på prøve. Drømmene om at flytte i hus med have og få en dreng og en pige. Kommer Jeppe til at se ansigterne på deres fremtidige børn?  

Jeppes venner og familie besøger ham flittigt, men han mærker alligevel en form for ensomhed. Han føler sig afskåret fra dem, der besøger ham. Han mangler dimensionen med at se folk. Når han alligevel ikke kan se dem, er det bare ligesom at snakke i telefon. Hvis man har været alene en hel dag og kun snakket i telefon, så er det bare ikke helt det samme. Der mangler nærvær. Måske det bare er en tilvænningssag, men for nu føles det mangelfuldt. Det føles halvt. 

* 

Efter den anden operation er det mørkt. Men så begynder lyset så småt at trænge igennem. Det er som om, han kigger gennem et glas ribsgele. Han kan se lys og bevægelser. En dag er Jeppe og hans mor ude ved hospitalet. Der skal tjekkes op på øjet. Det er en solskinsdag, og da de kommer udenfor, ser Jeppe en lillebitte sprække lys ud af sit øje. En skikkelse mudret til i rød farve dukker op. Det kan lige så godt være et træ, men Jeppe er ikke i tvivl. Han ved, det er hans mor. Glasset med ribsgele er nu blevet til et glas tyndt saftevand. Nu kan Jeppe fanme bare se noget igen. 

Det ene øjeblik står Jeppe og tømmer opvaskemaskinen og tænker, nu kører det, nu kan jeg se noget igen. Ti sekunder efter prøver han at kigge på sin telefon og tænker, jeg kan jo ikke se en skid.  

Som blodet forlader hans øje, kommer der en sprække, hvor synsfeltet kan bruges til noget. Jeppe går rundt med tilbagelænet hoved for at kunne se Juliane igennem sprækken. Med tiden løber mere og mere blod ud af øjet, og efter nogle uger ser han ikke længere verden gennem et glas rødt saftevand. 

En dag beslutter han sig for at gå en tur rundt om blokken. Det er første gang i fem uger, at Jeppe går udenfor på egen hånd. Dagen efter har han mod på lidt mere og begiver sig hen i Langenæsparken. Efter al den tid på sofaen skal der ikke meget til at forbedre hans humør. I tiden efter går han, hvad der føles som, tusindvis af runder i den park. Der er nemlig ikke så mange ting, man kan gå ind i. Ellers sidder han bare i forårssolen og kigger rundt, så godt han kan.  

Gåturene giver Jeppe mod på mere. Han begynder at besøge sit arbejde. Bare for at hilse på kollegaerne og drikke en kop kaffe. Han kender ruten godt, men en dag går han alligevel ind i en lygtepæl. Heldigvis går Jeppe med kasket, så skyggen tager fra. Udover lygtepæle, driller lysreguleringen også. På ruten til arbejde, er der et lyskryds, hvor han ikke kan se, hvornår der er grønt lys. Der er heller ikke de lyde, som normalvis signalerer grønt lys for blinde. Så han må vente på, at der kommer en anden fodgænger og krydser vejen, så han kan følge med dem. Ellers må han gå en anden vej. Jeppe er vant til at sætte ekstra tid af til den slags ting. 

En dag, hvor Jeppe er til kontrol hos lægen, spørger han, om det ikke kunne hjælpe med et par briller. Han har aldrig før gået med briller, men nu kunne det måske være en god ide, mener lægen. Efter et par ugers ventetid, tikker der endelig en SMS ind. Brillerne er klar til afhentning. Jeppe tager ind til optikeren med sin far og Juliane. Han kigger på dem, og pludselig kan han se deres ansigter. Da han får brillerne på, stiger hans synsevne fra to til ti procent. Med dem på ser han næsten lige så godt, som han gjorde førhen. 

* 

Det er ikke længe siden, at Jeppe var til en 30-års fødselsdag. Det var dunkelt, så Jeppe havde svært ved at finde rundt mellem stole og borde. Han har også indfundet sig med, at han fremover skal tage en taxa hjem fra byen nu. Selvom brillerne hjælper meget, er kontraster blevet svære at se. Han ser heller ikke så godt i mørke, som han gjorde før. De to operationer er kommet med en pris. Men det er ikke noget, som Jeppe går og tænker på.  

Han er begyndt på arbejde igen. Ikke fuldtid, men tre timer om dagen, indtil han kan holde til mere. Juliane er også officielt flyttet ind.  Han kan igen selv lave mad og putte tandpasta på tandbørsten. Blindestokken er også afleveret tilbage. Jeppe forventer, at han en dag mister synet. Det har han affundet sig med. 

Sådan er Jeppe. Der er nemlig ikke noget, der er synd for ham.